Flest unge der arbejder sort
Det er oftest de unge, der ikke betaler skat
De er oftest de unge, der ikke betaler skat af den løn, de får udbetalt, viser en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik.
Undersøgelsens resultat overrasker ikke SKAT.
- Det er noget, vi har vist gennem længere tid. Forskning fra Rockwool Fonden har tidligere vist, at de yngre årgange er mere tilbøjelige til at arbejde sort end de ældre årgange, siger afdelingsleder hos SKAT Midtjylland, Søren Lindhardt, til P4 Østjylland.
83.000 "sorte" arbejdere
Når lønningsdagen står for døren, er det godt hver ottende af de 15-24-årige, der ikke får en lønseddel og ikke betaler skat - de får den altså "sort".
Op imod 83.000 unge har udført sort arbejde inden for det seneste år.
- Man mener, at det hænger sammen med det sted, de unge er i deres livscyklus. De yngre har større behov eller mere lyst til at tjene penge, men livsværdierne ændrer sig i takt med alderen. Senere får de mere lyst til at være sammen med familien eller har børn, de skal bruge tid på at køre til eksempelvis fodbold, siger Søren Lindhardt.
Håndværkerne er værst
De unge, der allerede tidligt udfører sort arbejde, vil også være tilbøjelige til at gøre det resten af livet.
Det er hovedsageligt inden for bygge og anlæg, hvor der bliver lavet flest penge uden beregning.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at mange unge vælger håndværksfagene, fordi muligheden er der for sort arbejde. Det er altså en mulighed for på en nemmere måde at få en større indkomst end at tage et langt skoleforløb, hvor man ikke har nogen indtægt, siger Søren Lindhardt.