Flest røde krydser i Århus
Århus er en af de rødeste byer i landet. Oppositionen fik 57 procent af stemmerne i de fire århusianske valgkredse.
Århus er stadig en rød by. På landsplan fik de fem oppositionspartier - S, R, SF, Enhedslisten og Kristendemokraterne - 43 procent af stemmerne, men i Århus var tallet hele 57 procent.
Oppositionspartierne vandt 32 ud af de i alt 45 afstemningssteder i de fire århusianske valgkredse.
SF havde på landsplan et kanonvalg, og det samme billede tegnede sig i Århus, hvor partiet modtog hele 17,4 procent af de århusianske stemmer.
De Radikale fik 7,6 procent af stemmerne, mens 27,8 procent af vælgerne i Århus havde sat deres kryds ved liste A.
Enhedslisten klarede sig ligeledes bedre i Århus end på landsplan. 3,5 procent af stemmerne i Århus var adresseret til Enhedslisten.