Flest rockere i Østjylland

Bandidos' indtog i Randers betyder, at Østjylland nu er den landsdel, der har den største koncentration af rockere.

I lang tid formåede Hells Angels at holde rivalerne fra Bandidos ude af Randers, men nu er begge rockergrupper repræsenteret i den kronjyske hovedstad.

En udvikling, der vækker bekymring hos professor i sociologi på Aalborg Universitet, Michael Hviid Jacobsen:

- Det er klart, at når vi får koncentrationer af to grupperinger, der gennem mange år har haft et horn i siden på hinanden, i danske provinsbyer, så er sandsynligheden for, at der kan opstå problematikker, jo alt andet lige noget større, siger han til P4 Østjylland.

Michael Hviid Jacobsen skriver i øjeblikket på en bog om bander i Danmark.

Også Østjyllands Politi har bemærket Bandidos' indtog i Randers.

- Vi vil følge det ekstremt tæt og efterforske meget målrettet både mod de kriminelle bander med andengenerationsindvandrere og Bandidos og Hells Angels. Dem bruger vi rigtig meget tid på allerede i dag og vil følge dem tæt fremadrettet, siger politiinspektør Ole Madsen til radioen.