Flertal vil fjerne efterløn for unge
Århusianerne vil af med efterløn for folk under 40 år
Det er slut med efterløn for unge under 40 år, mener de fleste danskere. Det fremgår af Rambøll/Analyse Danmarks meningsmåling i Morgenavisen Jyllands-Posten.
Her vil 55,4 procent fjerne efterlønnen for personer under 40. Af flertallet vil 40 procent afskaffe efterløn for alle personer under 50 år. Over hver tredje dansker - 35,4 procent - vil fastholde efterlønnen.
Målingen er foretaget 13.-16. december blandt 1021 repræsentativt udvalgte personer over 17 år i Århus kommune.
De Konservative kræver fortsat efterlønnen inddraget, når regeringen i foråret fremlægger sin økonomiske 10-års-plan "Danmark 2020".
Uden en regulering af efterlønnen mener udenrigsminister Lene Espersen, at regeringens plan får så svært ved at hænge samen politisk, at det næsten er umuligt, siger hun.
- For os vil det være meget afgørende, at efterlønnen er i spil, når vi skal se på, hvordan økonomien hænger sammen på længere sigt, siger hun.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) overvejer ifølge flere af avisens kilder, om regeringen skal bringe efterlønnen i spil ved 2020-planen. Det tror Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, ikke på.
- Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, at regeringen vil bryde det løfte, som vi gav til befolkningen i 2006, siger han.
I 2006 indgik regeringspartierne velfærdsforliget med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Radikale. Forliget hæver fra 2019 gradvis efterlønsalderen fra 60 til 62 år, mens folkepensionsalderen samtidig hæves med to år. Fra 2025 reguleres efterløns- og folkepensionsalderen i takt med restlevetiden for 60-årige. Alle forligspartier har vetoret, hvis efterlønnen skal ændres eller afskaffes