Flertal af politikere: Frikadellegate har skadet Randers

Et flertal af de partier og lister der stiller op til byrådet i Randers mener, at byens institutioner selv skal bestemme, om de vil servere svinekød.

02:23

VIDEO: Hør politikernes holdninger til frikadellesagen her.

Frikadellesagen har gjort Randers til grin i store dele af verden, mener mange af de politikere, der stiller op til valget.

- Randers Kommune er blevet til grin i hele landet – ja, i hele verden. Jeg har oplevet at blive ringet op af BBC (britisk tv-station, red.), som ville have et interview med mig. Det har jeg aldrig oplevet før, og jeg kommer nok aldrig til at oplevet det igen, siger de Radikales spidskandidat, Mogens Nyholm, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også DF'er får sprættet dæk op midt under vælgermøde

Også Beboerlistens kandidat mener, at sagen har skadet kommunen. 

- Det har gjort Randers til grin over hele kloden. Jeg har selv oplevet at blive interviewet af en japansk tv-station, siger Bjarne Overmark fra Beboerlisten. 

Dansk madkultur i fremtiden

I januar 2016 besluttede et politisk flertal bestående af Venstre og Dansk Folkeparti, at dansk madkultur skal være en del af menuen i daginstitutionerne i Randers Kommune. 

Forældrebestyrelserne i børnehaverne og vuggestuerne kan med andre ord ikke beslutte, at der for eksempel aldrig skal serveres svinekød.

Læs også Forsvundne Holger set i København: Tror han vil sejle til Sverige

Dansk Folkeparti som står bag forslaget, mener ikke, at det har skadet kommunen.

- Jeg er både glad og stolt over, at vi fik gennemført, at vores børn i fremtiden kan være sikre på at kunne få vores nationalspise, siger Frank Nørgaard fra Dansk Folkeparti.

Institutionerne skal selv bestemme

Men det skal være op til daginstitutionerne selv at bestemme, om de vil servere svinekød eller ej, siger blandt andre Socialdemokraterne. 

Som en kommentar til frikadellesagen placerede en ukendt kunstner - eller spøgefugl - sidste år denne skulptur i det offentlige rum. Foto: Helle Villholth

- Vi tror på, at de forældre, der sidder i forældrebestyrelserne, sagtens kan håndtere de udfordringer, der er, siger partiets borgmesterkandidat, Torben Hansen.

Hos SF er man enige i, at daginstitutionerne selv skal bestemme, og at sagen har skadet byen.

- Landet rundt kan jeg høre folk sige – hvad er det i har gang i med de frikadeller?, siger Charlotte Broman Mølbæk fra SF.

Hos Dansk Folkeparti forstår de ikke modstanden mod ordningen.

- Det er hovedrystende, at man vil lave noget om, hvor man ikke har taget noget fra nogen. Vi har bare sikret, at det er muligt for alle at få svinekød i et eller andet omfang, siger Frank Nørgaard.

Skal vi passe børnene, mens du er til valg-debat? Tilmeld dig TV2 ØSTJYLLANDs børnevenlige debatmøde om Randers Kommune lørdag den 18. november her.