Flere vindmøller i Kattegat?
Minister vil have flere monstermøller på havet
De i alt 111 vindmøller i Anholt Havmøllepark øst for Djursland er måske kun den første spæde start på et dansk vindeventyr i havet.
Står det til klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) skal der opsættes endnu flere havmøller for at nå målet om at gøre Danmark fossilfri i 2015.
Hvis planerne realiseres, skal der opsættes en monstermølle på havet hver uge året rundt - i 30 år. I øjeblikket er der i havet omkring Østjylland to større havmølleparker, den ene ved Tunø og den anden ved Anholt. Havmølleparken ved Anholt er Danmarks største.
- Regeringen vil være fossilfri i 2050. Der er mange veje til Rom, og vi radikale vælger vindvejen, siger Rasmus Helveg Petersen i en kronik i Politiken.
- Det betyder en firedobling af vindmøllekapaciteten, det betyder flere arbejdspladser, mindre luftforurening, og så betyder det energiuafhængighed, når Nordsøen løber tør for olie og gas, siger han.
Ikke enige om tempoet og vejen
Både regeringen og Venstre er enige om, at vi skal være fossilfri i 2050. Men der er ikke enighed om tempoet og vejen. Klimaordfører Lars Chr. Lilleholt (V) mener, at det går alt for stærkt med udbygningen af vind i Helvegs forslag.
- Det bliver frygtelig dyrt. Og det er helt urealistisk. Danmark er ikke en ø, men er en del af Europa, og allerede i dag eksporterer vi en meget, meget stor del af vores vind-el til lave priser, betalt af danske elforbrugere.
- Hvis vi går enegang og udbygger med endnu mere vind, så kommer det til at koste el- og varmeforbrugerne en masse penge, og klimaet får ikke noget ud af det, siger Lars Chr. Lilleholt til Politiken.