Flere vil læse teologi på universitetet
Teologi-studiet på Aarhus Universitet har fået næsten en tredjedel flere ansøgere i forhold til sidste år.
Sidste år blev der dømt krise på landets to teologiske fakulteter.
Antallet af ansøgere var rekordlavt, næsten en tredjedel af, hvad det var for 10 år siden, og omkring 40 procent lavere end i 2007.
Ansøgningstallet i år er stadig lavt i et 10-års perspektiv. Men for første gang i fire år går det fremad. I København har 37 procent flere søgt ind på studiet som deres førsteprioritet end sidste år, og i Århus 31 procent, viser nye tal.
Dermed ligger ansøgningerne på niveau med 2007 for begge fakulteter. Det skriver Kristeligt Dagblad. Professor og studieleder ved Københavns Teologiske Fakultet Kirsten Busch Nielsen glæder sig over fremgangen, men er ikke specielt overrasket.
- De unge er blevet massivt opfordret til at begynde at studere inden for to år efter gymnasiet, siger hun med henvisning til en ny regel om, at unge kan gange deres gennemsnit med 1,08, hvis de fortsætter på en videregående uddannelse inden for to år.
Samtidig afspejler det store antal ansøgninger det generelle billede - universiteterne har fået 31 procent flere ansøgninger i år end sidste år.
Hun mener også, at fremgangen skyldes, at unge med en HF-uddannelse ikke kunne komme ind på studiet sidste år, fordi de ikke havde historie på A-niveau. Det er ikke længere et krav, og derfor er det i år både nye ansøgere og de, der ikke kunne komme ind i 2008, der søger.
- Selvfølgelig er jeg glad. Det havde været grimt med endnu et fald, men det går op og ned. Det er svært og hovmodigt at læse langsigtede bevægelser ind i det, siger hun.
Vil gerne tage æren for fremgang
Mere optimistisk er dekanen ved Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet, Carsten Riis, som gerne vil tage del i æren for fremgangen.
- Det skyldes også vores målrettede kampagner. Vi har prøvet at gøre os synlige på alle leder og kanter. Det her var begyndelsen, siger han og spår, at stigningen vil fortsætte.
Det er nu ikke sikkert. Noemi Katznelson, centerleder ved Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, tror, at finanskrisen spiller ind i de teologiske fakulteters større antal ansøgninger i år.
- De unge mennesker er mærkede af finanskrisen. De er risikobevidste og vil træffe sikre valg. Teologi er et af de studier, hvor det er nemmest at komme ind, og måske har de i år valgt ud fra en idé om, hvad der kunne være et sikkert valg, siger hun.
Selvom der er fremgang i år, ligger antallet af ansøgere stadig lavt i forhold til behovet. Man må stadig forvente tomme præsteboliger i fremtidens Danmark. Det er biskop Karsen Nissen fra Viborg Stift opmærksom på, og han glæder sig over de nye tal.
- Set fra kirkens side er det en meget god nyhed. Det har afgørende betydning for folkekirken, at vi har veluddannede præster. Jeg synes, de to fakulteter har gjort et godt stykke arbejde for at få flere studerende. Antallet af ansøgere er stadig småt, men en fremgang er en fremgang. Og det må man glæde sig over, siger biskoppen.