Flere vil læse naturvidenskab
Århus Universitet har nu dannet sig et overblik over dette års ansøgninger. Flere vil læse sundheds- og naturvidenskab, mens nogle humaniorastudier går voldsomt tilbage.
Ansøgningsfristen til universiteterne udløb den 1. juli, og Århus Universitet har nu fået talt ansøgningerne op. Med i alt 8711 ansøgninger er der tale om et uændret antal ansøgninger i forhold til sidste år. Til gengæld er der flere, som vil læse sundhedsvidenskab og naturvidenskab, mens de humanistiske, teologiske og samfundsvidenskabelige fakulteter samlet set oplever en dalende interesse. Men det er ikke udelukkende, fordi de unge er bange for at blive arbejdsløse efter studierne, mener studievejleder, Eva Teilmann.
- Det spiller nok også ind, men forklaringen er ikke så simpel. Hvis det udelukkende var jobmuligheder, der gjorde sig gældende, så ville fag som spansk, engelsk, fransk og italiensk ikke opleve så pæn en fremgang, som de trods alt gør. Det er nok et udtryk for nye møsntre i interesser hos ansøgerne, siger studievejlederen.
Hun forklarer samtidig, at fag som kunsthistorie, dramaturgi og filosofi taber voldsomt terræn i ansøgningsbunkerne. De studerende har tilsyneladende heller ikke for alvor fået øjnene op for universitetets nye ingeniøruddannelse.