Flere unge vil på handelshøjskole
Handelshøjskolen i Århus har fået 7 procent flere ansøgninger end sidste år. På nogle uddannelser er stigningen hele 20 procent.
I alt 1235 unge har i år valgt en uddannelse på Handelshøjskolen i Århus som første prioritet. Det er en stigning på 7 procent i forhold til sidste år, oplyser skolen.
- Der er en generel stigning på både de erhvervsøkonomiske, sproglige og erhvervskommunikative uddannelser. Stigningen er størst på uddannelser, hvor engelsk er en del af fagudbuddet, konstaterer dekan for uddannelse Peder Østergaard.
I alt 783 studerende har i år valgt at læse videre på kandidatniveau i forhold til sidste års 737.
Det er særligt de erhvervssproglige og -kommunikative kandidatuddannelser, der trækker tallene op med godt 20 procent flere ansøgere.