Flere uheld skabte lang kø på E45: Bilister kører for tæt

For tæt kørsel resulterede i flere uheld på den østjyske motorvej torsdag eftermiddag. Der var tæt trafik og kø i en længere periode

Trafikken står stille på motorvej E45 torsdag eftermiddag. Arkiv

Der har på motorvej E45 i nordgående retning ved Ejer Bavnehøj været flere uheld torsdag eftermiddag. Bilisterne holder ikke afstand, lyder det fra Vejdirektoratet.

Det seneste uheld skete på strækningen fra Horsens mod Aarhus mellem frakørsel 54 Ejer Bavnehøj og 53 Skanderborg S. Her var fire biler impliceret – heldigvis kun med materielle skader til følge.

Læs også Lastbil og bus i uheld på motorvejen

Men under oprydningsarbejdet valgte politiet og det øvrige beredskab først at spærre hele motorvejen og siden blot et enkelt spor. Nu er der åbnet op igen. 

- Bilisterne skal lige nu regne med en hel del ekstra rejsetid på strækningen, sagde den vagthavende hos Vejdirektoratet, Mette Nedergaard, tidligere til TV2 ØSTJYLLAND.

Også kiggekø mod syd

Der var kø helt fra Horsens Nord og op til efter Ejer Bavnehøj. Men kl. 19.15 er køen opløst, og trafikken glider igen planmæssigt. 

Tidligere på eftermiddagen stødte to biler også sammen på strækningen, og fra Vejdirektoratet er meldingen klar.

Folk kører simpelthen for tæt, og derfor sker uheldene. Vores opfordring er, at man skal holde afstand, så de her uheld ikke sker.

Mette Nedergaard, Vejdirektoratet

- Folk kører simpelthen for tæt, og derfor sker uheldene. Vores opfordring er, at man skal holde afstand, så de her uheld ikke sker, siger Mette Nedergaard.