Flere udlændinge får SU
Folketingsmedlem frygter, at udgifterne til udenlandske studerende vil løbe løbsk
Hver anden studerende på VIA University College i Horsens har udenlandsk statsborgerskab.
Størstedelen af dem kommer fra Østeuropa og har på baggrund af EUs regler mulighed for at studere i Danmark.
Der er dog stor forskel på, hvordan de studerende bliver forsørget under deres studieophold. Nogle får økonomisk hjælp fra deres bagland, mens andre modtager SU på lige fod med danske studerende.
Sidstnævnte mulighed er der flere og flere udenlandske studerende, der benytter sig af. I Danmark er det nemlig muligt at få SU, hvis man samtidig arbejder 12 timer om ugen.
Det er denne ordning, som nu møder kritik fra erhvervsordfører for Dansk Folkeparti, Hans Kristian Skibby.
I 2014 betalte den danske stat 219 millioner kroner i SU til udenlandske studerende. En udgift, han frygter vil blive 'en bombe under det danske uddannelsessystem':
- Der er jo ikke flere penge til rådighed, end dem der er, siger Hans Kristian Skibby til TV 2 | ØSTJYLLAND.
En af de studerende, der hver måned modtager dansk SU, er Kinga Kocsis fra Ungarn. Hun studerer i dag i Horsens og har erhvervsarbejde ved siden af sit studie.
- Jeg ved, at nogle mennesker er utilfredse med, at jeg som udlænding får SU, men jeg mener, at det er i orden, så længe, at jeg arbejder for landet og betaler min skat, siger hun.
På VIA University College i Horsens modtager 132 ud af de omkring 1.000 østeuropæiske studerende SU.
Du kan høre, hvad Horsens' borgmester Peter Sørensen (S) mener om det stigende antal udenlandske studerende, i tv-indslaget øverst i artiklen.