Flere tager med Oddergrisen

Efter nogle år med nedgang i passagertallet vender folk nu tilbage til Odderbanen

Sidste år rejste færre end 900.000 passagerer med toget mellem Odder og Århus.

Men i år er passagertallet steget så meget, at Midtjyske Jernbaner i går kunne præmiere passager nr. en million i 2010.

Præmien gik ifølge Horsens Folkeblad til odderboen Kirsten Kejlby, der om formiddagen ankom til Odder efter at have været i Kongsvang for at hente sine to børnebørn.

Kirsten Kejlby fik overrakt en købmandskurv og et certifikat af direktør for Midtjyske Jernbaner Erik Hansen.

Jernbane-direktøren glæder sig over, at passagertallet i år atter har oversteget en million:

- Det har kostet os mange pendlere, at banen i 2008 var helt lukket i fire måneder, og at vi også sidste år måtte stoppe kørslen i korte perioder. Selv om det hele skete, fordi spornettet skulle renoveres, tager det tilsyneladende tid, før passagererne tror helt på os igen, siger Erik Hansen til Horsens Folkeblad.