Flere tager kolesterolmedicin
Antal voksne forbrugere fordoblet siden 2005
En lille pille kan gøre underværker. Antallet af voksne, der indtager kolesterolsænkende præperater, er fordoblet siden 2005 i Region Midtjylland.
Det viser en ny opgørelse fra Statens Serum Institut. I 2012 fik 143.000 personer i Region Midtjylland kolesterolsænkende midler - imens tallet var 68.000 i 2005.
Men selvom tallet virker alarmerende, så er det positivt.
- Vi er blevet bedre til at identificere patienter, som har gavn af kolesterolsænkende medicin. Det er en positiv udvikling, at flere er kommet i behandling, siger professor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, Bo Christensen, til P4 Østjylland.
Bo Christensen mener ikke, at kost og medicin nødvendigvis hænger sammen.
- Når du har haft en blodprop i hjertet eller har sukkersyge, kan du lave meget om ved at spise sundt og dyrke motion, men derudover er der noget ekstra at opnå ved de her patientgrupper ved at give dem medicin oven i en sund livsstil, siger Bo Christensen til P4 Østjylland.
I takt med stigningen af folk på kolesterolsænkende midler er salget steget markant. Faktisk helt op mod 200 procent. Desuden er Region Midtjylland den gerion i landet, hvor flest er på kolesterolsænkende medicin.