Flere tager bilen med til ”bilfri” ø

Tunø er kendt for - og markedsført som – en bilfri ø. Men i de seneste par år, er antallet af biler på øen steget

Hvis man spørger nogen, hvad de ved om Tunø, så vil mange nok svare, at det er den lille bilfrie ø i Kattegat.

Men selvom øen er kendt for at være bilfri, så er det ikke helt umuligt at få sin bil med på færgen. Og de lokale beboere på øen kan mærke, at der kommer flere biler på øen..

Der er mange der kommer herover, fordi de sætter pris på, der ikke er biler

Mette Bjerring, Tunø

- Jeg synes ikke vejnettet er egnet til øget trafik. Vi har kun en vej herovre, og den er ikke egnet til trafik. Det kan være svært at parkere. Derfor skal det ikke være en udvikling, der fortsætter, for det kan det ikke bære, siger Mette Bjerring, der bor på Tunø.

I 2016 var der knap 700 biler med færgen til Tunø. Og det var det højeste tal nogensinde. I 2017 mangler man stadig tallet for årets sidste kvartal, men til og med september er tallet 538. Før det har antallet af biler med færgen holdt sig under 500..

Antal personbiler med færgen til Tunø

2006: 354
2007: 448
2008: 445
2009: 430
2010: 280
2011: 434
2012: 372
2013: 408
2014: 408
2015: 500
2016: 696
2017(til og med september): 538 

Kilde: Danmarks Statistik

I samme periode har passagertallet været stabilt svingende omkring de 50.000.

Lavere takster

I 2016 blev færgetaksterne til øer sat ned uden for højsæsonen i hele Danmark, og dette gælder også for biler på Tunø færgen. Før kostede det omkring 400 kroner for en færgebillet til bilen én vej. Nu er prisen halveret i dele af året. 

Det her man skal finde forklaringen ifølge formanden for Tunøs beboerforening.

- Det er klart i og med at takstpriserne er faldet, så er motivationen til at læsse om nede ved færgen faldet, siger Jan Heitmann, der dog synes, at folk på øen er søde til at lade bilerne stå, når de skal rundt på øen.

Tunøs beboere og gæster bliver normalt transporteret rundt på øen på traktor - eller traxaen, som den bliver kaldt. 

På Tunø tolererer man håndværkerbiler, flyttebiler og biler med et handicapskilt. Især førstnævnte er der flere af, ifølge Mette Bjerring.

- Nogle af de biler har jo også været herovre, fordi der er nogen, der har fået bedre mulighed for at forbedre deres huse, så på den måde er der kommet flere håndværker biler, siger Mette Bjerring.

Jan Heitmann håber på, at antallet af biler på øen regulerer sig selv, da færgen ikke afgår særlig tit, og ikke har kapacitet til flere end fem biler. 

Læs også Fond kræver flere færge-afgange til Tunø

Fortsat bilfri

Det er en lokal beslutning, at tunboerne ikke ønsker biler på en. Men fordi der er offentlige veje på Tunø, så man kan ikke lave en særlov for øen.

Men øens beboere ønsker fortsat at holde øen fri for biler.

- Det drejer sig om, vi ikke har lyst til at se biler stå rundt omkring. Det er ikke super for øens image, siger Jan Heitmann, der siger, at emnet skal tages op til beboerforeningens generalforsamling.

Ifølge Mette Bjerring vil det være ærgerligt for Tunø, hvis det bliver almindeligt at tage bilen med.

- Der er mange, der kommer herover, fordi de sætter pris på, der ikke er biler. Det giver bedre luft end i byerne. Det er mere roligt, og så er vi fri for en pokkers masse skiltning, siger Mette Bjerring.

Passagerantal på Tunøfærgen

2006: 50.000
2007: 46.000
2008: 51.000
2009: 50.000
2010: 46.000
2011: 48.000
2012: 44.000
2013: 46.000
2014: 47.000
2015: 45:000
2016: 47.000

Kilde: Danmarks Statistik