Flere smuglerbiler på Århus Havn
Kostbart smuglergods skulle sendes ud fra Århus Havn. To luksusbiler er beslaglagt af politiet.
Smuglere har igen forsøgt at benyte Århus Havn som knudepunkt for udskibning af dyre luksusbiler.
For en uge siden fandt ToldSkat Østjylland en Mercedes ML 270 til 1,1 millioner kroner og en Peugeot 307 til 255.000 kroner i en container på havnen.
Bilerne, der begge er stjålet i Paris i løbet af det seneste år, skulle sendes til Algeriet.
- Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor Århus Havn skule være særlig attraktiv for smuglere. Godt nok er det en stor containerhavn, men jeg tror ikke, at kontrollen her er ringere end andre steder, siger kriminalinspektør Ole Madsen til TV 2 / ØSTJYLLAND.
Han vil ikke afvise, at der bliver sendt smuglerbiler afsted fra havnen, som politiet aldrig får kendskab til.