Flere skoler får sponsorstøtte
Firmaer er parat til at sponsorere århusianske skoler og den ansvarlige rådmand er positiv
Nye skolebøger, spændende legepladser eller et nyt køkken til hjemkundskab. Alt sammen finansieret af det århusianske erhvervsliv. Sådan kan fremtiden komme til at se ud i folkeskolen, skriver Århus Stiftstidende.
Firmaerne er positive og Rådmand Bünyamin Simsek bakker op om ideen.
- Det er meget positivt, at forældrene skaffer sponsorer, og vi giver vide rammer for, hvilke sponsorater, skolen må tage imod, siger han til avisen.
Blandt de firmaer, som er parate til at sponsorere, er ejendomsmæglerfirmaet Colliers Hans Vestergaard.
- Vi vil bestemt ikke være fremmed over for at sponsorere hvad som helst i folkeskolen. Det er i en god sags tjeneste, siger statsaut. ejendomsmægler Hans Vestergaard.
Han mener, at firma-sponsorater kan blive et problem for skoler med knap så ressourcestærke forældre.
- Det bliver lidt sidetungt. Som virksomhedsleder vil man støtte skoler, hvor ens egne børn går. Vi vil også kigge efter de områder, hvor vi har forældre i kundekredsen, siger Hans Vestergaard.
Den frygt deler Bünyamin Simsek ikke:
- Kommunen tager hånd om de svageste. De velfungerende skoler får faktisk kun 33.000 kroner per elev, mens en skole som Nordgårdskolen får 70.000 kr. per elev.