Flere skal på jagt i statens skove
Nye jægere bliver inviteret på jagt
Mandag var miljøminister Kirsten Brosbøl (S) med på begynderjagt i Hinnerup.
Ministeren var sammen med omkring 20 jægere, der lige har fået jagttegn, en tur i skoven.
Stadig flere vil gerne gå på jagt, og nu bliver det også lettere at komme i gang som ny jæger. Fremover bliver nye jægere inviteret på jagt med Naturstyrelsen i statens skove, og mandagens jagt ved Hinnerup var sådan en.
- Der er stor interesse for jagt, og der er rigtig mange mennesker, der tager jagttegn, siger Niels Henrik Simonsen fra Mørke, der er konsulent ved Danmarks Jægerforbund.
Gennem de seneste ti år er antallet af danskere med jagttegn steget ti procent.
Hidtil har det været for udvalgte at gå på jagt i statens skove, men det vil miljøministeren nu lave om på.
- De nye jægere kommer ud og får en oplevelse sammen med vores dygtige og erfarne jægere, som arbejder på statens arealer, og de lærer noget om de regler, der gælder, når man deltager i jagt, og det er en rigtig god erfaring at få, siger Kirsten Brosbøl.
Og det er de nye jægere enige i.
- Jeg synes, at det er et godt tiltag i forhold til at være ny jæger, så man kan komme ud og få noget erfaring, siger Michael Kærgaard fra Aarhus.
Du kan komme en tur med på jagt og høre mere om det nye tiltag i tv-indslaget øverst på siden.