Flere skal dyrke motion
Vil etablere stort idrætsområde med ny multihal
Randers Kommune satser på en masse motion og idræt til byens borgere i fremtiden.
Et nyskabende idrætsprojekt skal få flere til at bevæge sig dagligt, og ved Langvang Idrætscenter vil kommunen vil derfor etablere et samspil mellem en ny unik multihal og de omkringliggende udearealer.
Kort fortalt skal områdets idrætsmuligheder styrkes for både sport og socialt ophold.
- Vi ønsker ikke alene at skabe de optimale forhold for sports- og idrætslivet i Randers. Vi ønsker også at få flere til at dyrke motion og idræt. Derfor skal der etableres nye muligheder for at dyrke mange forskellige sportsgrene. Ligesom faciliteterne skal indrettes efter nogle nye ideer, der gør det interessant for alle at blive aktive udøvere, siger borgmester Henning Jensen Nyhuus (S).
Ifølge en pressemeddelese skal den nye multihal indrettes efter et princip om dobbelfunktioner. Det kan for eksempel være en sandgrav til både beachvolley, længdespring og trespring. Eller et børneaction hjørne med klatreklodser og madrasser på gulvet, som også kan bruges til kampsport.
- Målet er at lave en stor sammenhængende inspirerende idrætsfacilitet, som er i stand til at udviske grænser. Vi vil sammentænke aktiviteterne indendørs med det udeliv og de træningsmuligheder, der er uden for hallen. Hele området skal ses som en helhed, hvor man på tværs af alder, køn, etnisk baggrund, idrætslig formåen og aktivitet kan samles om en fælles interesse - idræt og motion, fortæller Morten Arvidsson, der er elitechef i Randers Kommune.
Randers Byråd har bevilliget 20 millioner kroner til Langvang Multihal. Hertil skal tillægges minimum et tilsvarende beløb, som kommunen vil søge finansieret ved hjælp fra fonde.