Flere psykisk syge studerende
Antal af psykisk syge studerende tredoblet
På fire år er antallet af psykisk syge, der får hjælp på Aarhus Universitet, næsten tredoblet.
Ifølge de sindslidendes landsforening SIND er det dog ikke negativt. De roser derimod universitetet.
- Det er vores indtryk, at Aarhus Universitet er en af de bedste uddannelsesinstitutioner i landet til at sikre, at de studerende får den hjælp, de har brug for, siger Knud Kristensen, der er formand i landsforeningen SIND til DR Østjylland.
Aarhus Universitets Støttecenter hjælper studerende med psykiske eller fysiske problemer, der gør, at de har svært ved at klare uddannelsen selv. Studerende, der har skizofreni, en depression, ADHD eller er ordblinde kan være blandt dem der får hjælp.
I 2009 fik 89 studerende med psykiske vanskeligheder støtte i forbindelse med studiet. I år er det tal 230.