Johanne planter blomster mod selvmord: Her dør folk i stilhed

Antallet af psykisk syge patienter, der begik selvmord, mens de var indlagt i Region Midtjyllands psykiatri, var på sit højeste i 2016 siden 2012

03:17

Sidste år døde 24 psykisk syge patienter for egen hånd.

Nogle var indlagt på et afsnit, andre var enten ambulante patienter, ude på orlov, netop udskrevet fra et sengeafsnit eller patienter i de psykiatriske hospitalers modtagelser.

Jonatan Heide Becker blev fundet druknet 48 timer efter, at han blev udskrevet fra psykiatrisk hospital i Risskov. Du kan læse TV2 ØSTJYLLANDs webdok om hans historie herunder.

Læs også Hvorfor druknede Jonatan?

Johanne Haahr Uhd er tidligere psykiatrisk patient, og nu forsøger hun at hjælpe patienter og personale med at nedbringe antallet af selvmord.

- Tænk, hvis der døde 12 kvinder på fødegangen på Skejby på et år. Tænk hvilket ramaskrig, der ville opstå. Her dør folk i stilhed. Jeg kan kun tro, at politikerne lader det her ske, fordi de simpelthen ikke ved bedre, siger Johanne Haahr Uhd til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun forsøger at forhindre selvmord blandt psykisk syge patienter ved at plante blomster i de indhegnede haver og tale med patienterne på det psykiatriske hospital i Risskov.

Læs også Region Midtjylland: Kend din kandidat

På psykiatrisk hospital i Risskov skete 12 ud af de 24 selvmord i Region Midtjyllands psykiatri. Fire af selvmordene skete under indlæggelse, og otte fandt sted blandt ambulante patienter. 

Presset system og manglende personale

Johanne Haahr Uhd har et bud på, hvorfor selvmordene sker.

- Jeg har under mine indlæggelser været vidne til, at meget syge mennesker tog deres eget liv, fordi systemet ikke havde ressourcer nok til at passe på dem. I den forstand drypper blodet også på mig. Jeg stod lige ved siden af, siger hun.

Jeg har under mine indlæggelser været vidne til, at meget syge mennesker tog deres eget liv, fordi systemet ikke havde ressourcer nok til at passe på dem.

Johanne Haahr Uhd, tidligere psykiatrisk patient

Ifølge hende er systemet presset og rationaliseret til sit yderste.

- En aftenvagt byder typisk på tre ansatte til mellem 16 og 17 patienter. Hvis én ansat er hos en patient, én passer en dør, telefoner og et kontor, så er der én ansat tilbage til resten. Det er svært at hjælpe så mange syge mennesker ene mand, mener Johanne Haahr Uhd, som i sommer forsøgte at råbe politikerne op via et læserbrev i en lokalavis.

Her beskrev hun blandt andet, hvordan hendes medpatienter nogle gange lyver sig sygere end de er. Det gør de af frygt for at blive udskrevet for tidligt, fordi de oplever et pres for at frigive senge til andre patienter, fortæller hun.

Et ukendt antal forsøg på selvmord

Udover de 24 selvmord blandt patienter i Region Midtjylland, er der et ukendt antal selvmordsforsøg. Antallet af selvmordsforsøg er omgærdet af et mørketal, eftersom psykiatrien først begyndte at samle et validt overblik over antallet i 2016.

Læs også 25-årig blev udskrevet til gaden: 48 timer senere var han død

- Vi har i psykiatrien i Region Midtjylland ikke haft en systematisk registrering af selvmordsforsøg, og der er desuden en hårfin balance mellem hvornår der er tale om selvskade og hvornår der er tale om selvmordsforsøg, siger Per Jørgensen, der er lægefaglig direktør i Region Midtjylland.

Johanne Haahr Uhd har selv været vidne til et selvmordsforsøg. Her nåede patienten dog at få hjælp, og det skyldtes blandt andet, at hun selv sprang til.

Regionen: Behov for mestringsskemaer

I marts kiggede man i Region Midtjylland nærmere på arbejdsgangene omkring 10 af selvmordene.

TV2 ØSTJYLLAND har fået indsigt i en del af den rapport, der blev lavet. I den peges der på, at der skal et øget fokus på at inddrage pårørende og patienter.

Vi må acceptere, at ingen er i stand til at forhindre selvmord, hvis en person virkelig ønsker det. Jeg noterer mig, at det er et begrænset antal selvmord, der finder sted, og at der ikke er en statistisk signifikant udvikling.

Per Jørgensen, lægefaglig direktør, Region Midtjylland

Herudover giver man udtryk for, at der er behov for flere såkaldte ’mestringsskemaer’, hvor man overleverer viden om den enkelte patient, når patienten flyttes til en ny afdeling eller udskrives.

Lægefaglig direktør i Region Midtjylland Per Jørgensen kalder ethvert selvmord for ulykkelig, men mener ikke, at alle selvmord kan tilskrives en samtidig psykisk sygdom.

- Vi må acceptere, at ingen er i stand til at forhindre selvmord, hvis en person virkelig ønsker det. Jeg noterer mig, at det er et begrænset antal selvmord, der finder sted, og at der ikke er en statistisk signifikant udvikling, siger han.

Det siger han på trods af, at antallet af selvmord under indlæggelse i Region Midtjyllands psykiatri i 2016 lå på sit højeste siden 2012.

De selvmordstruede bliver overset

Der bliver rystet på hovedet hos Mikkel Rasmussen, der er speciallæge i psykiatri på det psykiatriske hospital i Risskov.

Læs også Region Midtjylland: Hvem skal overtage efter Kong Bent?

Han har selv haft med en af patienterne i statistikken fra 2016 at gøre. Mikkel Rasmussen stiller op til regionsrådsvalget som kandidat for Psykiatrilisten.

Når så mange begår selvmord, så bør alle alarmklokker ringe.

Mikkel Rasmussen, regionsrådskandidat, Psykiatrilisten

- Folk begår selvmord, fordi vi ikke kan nå at kigge ind til dem og tjekke op på dem hvert kvarter, når det er nødvendigt. Når så mange begår selvmord, så bør alle alarmklokker ringe, siger han.

Det er de stille og selvmordstruede, der bliver overset, når personalet har travlt, mener han. Og han er ikke i tvivl om, at der var flere end nogensinde, der begik selvmord, men de var indlagt et sted i regionens psykiatri 2016.

- Derfor er mestringsskemaer ikke svaret. Svaret er en personalenormering, der svarer til de øvrige regioners, siger Mikkel Rasmussen.

 

Se mere i indslaget øverst i artiklen.