Flere premierefilm i Skanderborg

Park Bio i Skanderborg har solgt rekordmange billetter i 2006. Dermed får biografen fremover lov til at vise flere premierefilm.

2006 har været et jubelår for Park Bio i Skanderborg.

I begyndelsen af december havde den lille biograf solgt for over 1,125 millioner kroner i billetter. Dermed står biografen nu til at blive opgraderet til såkaldt B-biograf, skriver Horsens Folkeblad.

Som B-biograf får Park Bio plads i biografernes 1. division. Det betyder blandt andet, at Park Bio kan vise flere premierefilm i det nye år.

- Når man stiger i kategori, er der større chancer for, at de store selskaber tør satse på en god omsætning i vores biograf. Og kan de tjene penge, får vi også flere af de rigtig store premierefilm, siger Park Bios formand, Jan Bech Christensen, til avisen.