Flere personer anholdt for slagsmål ved hoppepude

Østjyllands Politi ved ikke, hvorfor mændene røg i totterne på hinanden

To mænd blev anholdt og taget med på politigården efter en episode i Tilst i Aarhus. Genrefoto. Foto: Colourbox

Man forbinder typisk hoppepuder med campingpladser, sommerdage og børnelatter.

På hoppepuden ved Langkærparken i Tilst stoppede legen dog brat torsdag aften. 

Her blev Østjyllands Politi kaldt ud til hoppepuden, hvor der var et større slagsmål i gang. Især to mænd på 46 og 28 år fik politiets opmærksomhed. 

Læs også Aflivede hunde med riffelskud og slag: Gjerlev-par tiltalt for dyremishandling

- Der var flere personer, men dem, der var mest fremme i skoene og udfarende, var de her to. Ud fra vidneforklaringer, var det dem, der startede slagsmålet, siger Ahmad Majeed, politikommissær ved Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND. 

Politiet fik skilt parterne fra hinanden, og de to mænd blev anholdt og taget med på stationen, hvor de blev løsladt senere på aftenen. 

Skænderi førte til slagsmål 

Ifølge Østjyllands Politi er hoppepuden et opholdssted for Langkærparkens beboere. 

- Hoppepuden ligger i Langkærparken og er til fælles brug for beboerne derude. Der er nogle bænke og sådan, og vejret var godt. Jeg kan forstille mig, at de har været derovre med deres børn eller lignende, siger Ahmad Majeed.

Læs også Mindre kontrol under konflikt: Kun én p-vagt tilbage

Politiet ved ikke, hvad mændene kom op at toppes over. 

- Der havde været noget uoverensstemmelse og diskussion. Det er det, som slagsmålet udspringer af, siger han.

Mændene blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden, men ikke for vold.  

Det var i Langkærparken i Tilst, at slagsmålet fandt sted. Foto: Google Maps