Flere østjyder bliver hjemløse
Antallet af hjemløse stiger voldsomt i Østjylland. Flere væresteder melder 'alt optaget'.
I samtlige større østjyske byer er antallet af hjemløse steget i løbet af de seneste to år.
I Århus er der i dag omtrent 466 hjemløse mod 337 for to år siden. I Randers er der nu 100 hjemløse, mens der i 2007 kun var 83. I Silkeborg er de tilsvarende tal 46 hjemløse mod 36 for to år siden, mens der i Horsens er 57 hjemløse mod 52 i 2007.
Tallene bygger på indberetninger til Socialforskningsinstituttet fra væresteder og herberger i Østjylland.
Der er formentlig flere årsager til det stigende antal af personer uden fast bolig. Det psykiatriske system udskriver folk hurtigere, og der kommer flere og flere østeuropæere, der ikke har en registreret adresse. Derdover er der nogen, der på grund af finanskrisen må sige farvel til deres hjem.
På Hjørnestenen i Randers er der 18 værelser til byens hjemløse, men det er langtfra nok.
- Vi må ofte sende nogen videre til at andre forsorgshjem. Men kommer man akut og ikke har noget sted at være, så ligger man typisk på en madras på gulvet, indtil vi finder et andet sted til vedkommende, siger leder af Hjørnestenen Solveig Stenn Schultz til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere i tirsdagens nyhedsudsendelser på TV 2 | ØSTJYLLAND.