Flere nytårs-ordrer til Vestas

Skal også levere vindmøller til Grækenland

De har god grund til at skåle for det nye år i vindmøllekoncernen Vestas med hovedsæde i Skejby i Aarhus.

På årets sidste dag blev endnu et par sider i ordrebogen fyldt ud - denne gang med bestillinger fra Grækenland og Chile.

I Chile drejer det sig om en ordre på 44 møller med en samlet kapacitet på 88 megawatt. Foruden levering og installation skal Vestas stå for at sætte møllerne i drift.

Den græske ordre er næsten ligeså stor, da der her skal opføres møller med en kapacitet på 73,2 megawatt. De skal placeres på den ubeboede ø Agios Georgios ved Attica kysten, fremgår det af en meddelelse fra Vestas.

Det er Vestas mangeårige partner Terna Energy of Greece, der i forvejen har installeret flere end 350 megawatt vindmølleenergi i landet, der skal stå for opførelsen.

Også tirsdag kunne Vestas oplyse om nye ordrer. Mere præcist to bestillinger fra USA på sammenlagt 210 megawatt.

Dermed har Vestas i år i alt modtaget ordrer på vindmøller med en samlet kapacitet på 5864,2 megawatt.

Se: Endnu en ordre til Vestas

Trods de nye ordrer lever tallet ikke helt op til sidste års præstation eller forventningerne hos de analytikere, der holder øje med vindmøllebranchen.

I 2013 fik Vestas bestillinger svarende til 5964 megawatt, og ifølge Ritzau Finans var forventningen hos analytikere en fremgang i år til cirka 6050 megawatt.

Tirsdagens ordrer fra USA kommer fra selskaberne Sunedison og EDF Renewable Energy. Sunedison har bestilt vindmøllekomponenter svarende til 60 megawatt.

- Ordren er del af en rammeaftale med potentiale på op til 600 MW. Vindmøllerne i den nye rammeaftale vil komme til at indgå i forskellige projekter, der i øjeblikket er under udvikling, oplyser Vestas.

Bestillingen fra EDF Renewable Energy omfatter 75 vindmøller med en samlet kapacitet på 150 megawatt og er del af en rammeaftale fra 2013.