Flere liv bliver reddet efter hjertestop

Danskere, der giver hjertelungeredning, får en del af æren.

I 2018 trådte vidner til i 77 procent af tilfældene med hjertestop uden for et hospital. Foto: TrygFonden

Vi bliver i Danmark bedre og bedre til at redde mennesker, der falder om med et hjertestop.

Sidste år faldt 5.400 personer om med hjertestop uden for hospital, og af dem blev 813 reddet. 

En årsag til det er, at folk i stigende grad træder til med førstehjælp.

I 2001 trådte vidner til i 19 procent af tilfældene med hjertestop uden for et hospital. Sidste år i 2018 var det tal steget til 77 procent.

Tiden er vigtigt, når en person falder om med hjertestop. Det handler om, at man så hurtigt som muligt kan komme i gang med hjertelungeredning.

Per Nielsen, ambulancebehandler og førstehjælpsinstruktør for Falck

- Tiden er vigtigt, når en person falder om med hjertestop. Det handler om, at man så hurtigt som muligt kan komme i gang med hjertelungeredning, og næstefter kan man måske få hentet en hjertestarter, så man kan give et stød, så vi kan få sat hjertet i gang, siger Per Nielsen, der er ambulancebehandler og førstehjælpsinstruktør for Falck, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Lars redder liv: Får adressen på sms og så er det bare afsted

I anledning af den årlige hjertestarterdag underviste han i dag sammen med andre Falck-folk i at lave hjertelungeredning midt i ankomsthallen på Aarhus banegård. Målet var at udbrede kendskabet til hjertelungeredning og hjertestartere til så mange som muligt.

Hjertestarterdag

Hjertestarterdagen afholdes for syvende gang i Danmark og er en årlig tilbagevendende begivenhed, der markeres i hele verden.

I Danmark er det Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden, som står bag, og i hele landet er der onsdag den 16. oktober over 100 gratis arrangementer for børn og voksne, hvor man kan få en introduktion til livreddende førstehjælp og brug af hjertestartere. 

Årsagen til, at de lavede hjertelungeredning midt på banegården, var at komme i kontakt med så mange som muligt.

- Det er jo, fordi der er nogle steder i landet, hvor det tager længere tid for ambulancen at komme frem end andre steder, siger han.

00:33

VIDEO: På Aarhus Hovedbanegård blev der i dag demonstreret hjertelungeredning. Se, hvordan man gør i videoen her.

Luk video

Flest falder om derhjemme

En af tilskuerne til arrangementet var Eline Frederikke Rosendal, og undervisningen på banegården gjorde indtryk på hende.

Eline Frederikke Rosendal lærte om hjertelungeredning på Aarhus banegård onsdag.

- Jeg synes, at det er superlækkert for en som mig, som aldrig nogensinde har prøvet det og ikke altid tænker så meget over det. Så er det godt at blive gjort opmærksom på det, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Unge misbruger redningskranse til at fiske fodbolde op af havnen

Sidste år fik 76 procent af danskerne hjertestop i private hjem og 24 procent i det offentlige rum. Det viser tal fra Dansk Hjertestopregister.

Der findes 20.400 hjertestartere i Danmark, og sidste år blev de taget i brug ved næsten hver tiende hjertestop.

Find en hjertestarter i nærheden af dig via linket her.

Sådan ser hjertestarteren i Knebel ud. Den er én ud af 2216 døgnåbne hjertestartere i Region Midt. Alle kan bruge en hjertestarter, da den fortæller dig, hvad du skal gøre.

Nogle af dem, der tager hjertestartere i brug, er Trygfondens hjerteløbere. I alt er 70.000 frivillige registreret som hjerteløbere, og en af dem kan du møde i TV2 ØSTJYLLAND i aften kl. 19.30.

Trygfonden hjerteløber

TrygFonden Hjerteløber organiserer frivillige, som melder sig til at yde hjertelungeredning og bringe hjertestartere ud, når der er hjertestop i nærheden. Hjerteløberprojektet er et forsøg, der skal give flere chancen for at overleve hjertestop uden for hospital i Danmark.