Flere læser til SOSU-assistent
Flere ansøgere til uddannelsen end nogensinde
Flere end nogensinde før har sendt en ansøgning til Randers Social - og sundhedsskole i håb om at blive optaget på assistentuddannelsen.
I år har skolen modtaget 155 ansøgninger til deres næste optag i november, og det er en stigning på 17, 4 procent ifølge en pressemeddelelse.
I 2007 var antallet af ansøgere eksempelvis kun 72.
- Vi er glade for den store interesse der er for assistentuddannelsen, der er en uddannelse, som i høj grad er med til at understøtte sundhedsvæsnets arbejde. Nu håber vi så på, at der bliver oprettet nogle flere praktikpladser i kommunerne og regionen, så vi har mulighed for at tilbyde uddannelsen til flere af de mange ansøgere, siger Vibeke Nielsen, direktør for Randers Social- og sundhedsskole.