Flere kvindelige iværksættere
842 midtjyske kvinder startede firma i 2010
Kvinderne i det midtjyske lader sig ikke slå ud af en adresse i provinsen. Tværtimod er iværksætterlysten så stor i Region Midtjylland, at antallet af kvinder, der startede egen virksomhed i 2010, er 12 procent højere end i 2009.
Det fremgår af en ny opgørelse, som Erhvervsstyrelsen netop har offentliggjort.
- Det er rigtig dejligt, at så mange kvinder forfølger drømmen om at blive iværksætter. Men der er potentiale for at hjælpe endnu flere kvinder til at starte egen virksomhed, da der er mange, som har nogle virkelig spændende ideer. Vores opgave er at tilbyde den professionelle sparring, der skal hjælpe med at forvandle ideerne til levedygtige virksomheder, siger Eva Lindegaard Hansen, vækstkonsulent i Væksthus Midtjylland i en pressemeddelelse til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Erhvervsstyrelsen fører i uge 46 en landsdækkende iværksætterkampagne, hvor styrelsen i samarbejde med de regionale væksthuse skal inspirere og motivere endnu flere kvinder til at starte egen virksomhed.
Se mere på www.uge46.dk