Flere kvindelige chefer i kommunen
Århus Kommune ligger helt i bunden, når andelen af kvindelige topchefer skal gøres op. Det skal nu ændres.
Kvindelige chefer i Århus Kommune er lidt af et sjældent syn, og det skal der nu laves om på.
Nu er kun 12 procent af ledelsen i kommunen kvinder, og det betyder, at Århus halter bagefter kommunernes landsgennemsnit, som er 29 procent, skriver JP Århus.
- Det er vores klare mål, at Århus Kommune skal være landets førende inden for ligestilling - for det vil være til gavn for både ansatte og borgere i Århus Kommune. Personligt vil jeg fremhæve, at vi meget målrettet arbejder for at få flere kvinder i lederstillinger - og flere mænd til at tage barselsorlov, siger borgmester Nicolai Wammen.
Kommunen har allerede sat en del initiativer i gang for at udbedre situationen, men mandag blev der taget endnu et skridt, da magistraten besluttede, at Århus kommune skal være en del af "Charter for flere kvinder i ledelse", skriver avisen.
Det er en styregruppe under Velfærdsministeriet, og det betyder reelt for kommunen, at man forpligter sig til charterets syv indsatsområder, der skal være med til at sikre, at kvinder og mænd får lige muligheder for at gøre lederkarriere i kommunen.