Flere kommer direkte fra gymnasiet
Unge dropper sabbatåret efter gymnasiet. Flere yngre end tidligere er blevet optaget på Aarhus Universitet, og de vil især læse økonomi og naturvidenskab.
Studenterfesterne står stadig i frisk erindring, og studenterhuerne knap lagt væk, før de skal begå sig i universitetsmiljøet.
Et rekordhøjt antal af de studerende, der efter sommerferien skal starte på Aarhus Universitet, kommer nemlig direkte fra gymnasiet.
I alt 3913 nye studerende får lørdag morgen at vide, at de kan starte på Århus Universitet. Det er det største antal studerende nogen sinde i Aarhus, hvor tallet sidste år var 3816.
Blandt de nye studerende er andelen på 21 år og yngre steget med næsten fire procent fra 35,4 til 39,1.
- En årsag kan være, at det er blevet mere almindeligt og accepteret at starte med det samme, hvor mange tidligere tog sig et såkaldt sabbatår, siger studiechef Eva Teilmann.
Samtidig er andelen af studerende over 25 år faldet fra 15,6 procent til 13,4 procent. At gå lige fra gymnasiets trygge klasseværelse til universitetsforelæsninger og selvstændige studier, er svært, og Aarhus Universitet vil derfor tage ekstra hånd om de nye, meget unge studerende.
- Det er en udfordring for Aarhus Universitet at være særlig opmærksom på, hvordan det går de nye studerende, som optages direkte fra gymnasiet. Vi sætter fokus på, hvordan det går dem i
studierne, fordi der for denne kategori af studerende er tale om et pludseligt kulturskifte.
Både af hensyn til dem og til uddannelserne som helhed vil vi følge dem nøje, siger Eva Teilmann.
Blandt de nye studerende, der skal starte på Aarhus Universitet, vil bemærkelsesværdig mange læse økonomi og erhvervsøkonomi.
Økonomi byder velkommen til 215 nye mod 198 sidste år. Erhvervsøkonomi får 85 nye studerende, 10 flere end sidste år.
Også naturvidenskab hitter med 50 flere studerende end sidste års 730. Især de nye uddannelser it, digital design og molekylær medicin, der tilbyder plads til henholdsvis 44, 45 og 75
studerende.
Blandt årets højdespringere i Århus er også antropologi og historie.