Flere kan søge om fritidspas

Ordningen skal gælde børn helt ned til 3 år

04:26

1 af 2

Aarhus Kommune udvider nu ordningen med de såkaldte fritidspas, hvor børn fra økonomisk trængte familier kan søge om økonomisk støtte til fritidsaktiviteter - op til 1.000 kroner per barn.

Hidtil har ordningen omfattet de 6-17 årige. Fremover skal ordningen gælde for børn helt ned til 3 år.

- Det er meget vigtigt at man starter tidligt med at få børn til at vende sig til at bruge fritidstilbud, siger rådmand for Kultur & Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (Rad. V).

- I stedet for at de er hjemme og keder sig eller på gaden og måske lave kriminalitet, eller hvad de nu kan finde på, når de ikke har noget meningsfyldt at lave - lige pludselig er de en del af noget, der giver rigtig god mening.

Tilbuddet startede som et forsøg i 2007. I dag er 23 kommuner omfattet af projektet, hvor familier med en årlig husstandsindkomst på højest 183.000 kroner kan søge om støtte.

I Fuglebakken KFUM i Aarhus er 40 børn og unge i dag tilknyttet klubben med fritidspas, og klubben er overbevist om, at hvis den økonomiske støtte ikke var der, så ville medlemmerne falde fra.

- Mange af de tosprogede familier - hvis de har en stor børneflok - så er det pludselig en stor post at skulle betale 2.500-3000 kroner for at deltage i fodboldklubbens aktiviteter - og det har de ikke, siger Jesper Christensen, der er sekretær hos Fuglebakken KFUM.

- Der er ingen tvivl om, at det har betydning for de foreninger, der har de her medlemmer. Uden ordningen ville de miste dem, siger Rabih Azad-Ahmad.

Aarhus Kommune har valgt at gøre ordningen permanent her fra starten af 2015.

I videoen øverst i artiklen kan du møde Khalid Kenza, som spiller i Fuglebakken KFUM i Aarhus.