Flere it-jobs i Østjylland

Se, hvordan udviklingen har været i Østjyllands største kommuner

17.492 midtjyder har et job, hvor de er beskæftiget foran en computer.

Det viser en ny analyse fra Region Midtjylland, som er udarbejdet sammen med Aarhus Kommune, IT-forum og eStatistik.

Tallene viser samtidig, at antallet af jobs i netop it-sektoren er steget de seneste år. Fra 2013 til 2014 kom der 3,5 procent flere it-jobs i Region Midtjylland.

Det svarer til, at der er blevet skabt 500 nye jobs.

Hvis man ser på de fire største kommuner i Østjylland, er det Randers Kommune, der tegner sig for den største fremgang. Her er beskæftigelsen steget med 8,7 procent.

Silkeborg Kommune lander på andenpladsen med 7,9 procent og Horsens Kommune med 6,2 procent.

I alt står it-arbejdspladserne i Region Midtjylland for 8,6 procent af den samlede beskæftigelse i Region Midtjylland. Nogle af dem er inden for it-sektoren, mens industrien og handel og transport sidder på en del af arbejdspladserne:

- Analysen viser, at vi faktisk sidder med en midtjysk styrkeposition på it-området. It-sektoren udgør en betydelig del af det midtjyske erhvervsliv, men er også vigtig for væksten i næsten alle andre sektorer, siger regionsrådsformand og formand for Vækstforum Midtjylland Bent Hansen i en pressemeddelelse.

Særligt de små og mellemstore virksomheder har ifølge Bent Hansen brug for hjælp til at vækste. Virksomhederne investerer for lidt i it og risikerer at blive koblet af den positive udviklingsbølge.

Til efteråret vil regionsrådet i Region Midtjylland derfor drøfte et forslag, der skal være med til at styrke udviklingen inden for it-branchen yderligere.

Her kan du se, hvor mange it-jobs, der var i de fire største, østjyske kommuner i 2014:

Aarhus - 10.513

Randers - 590

Horsens - 842

Silkeborg - 1.157