Flere indvandrere på de skrå brædder
Kun en enkelt nydansker blev sidste år uddannet på skuespillerskolen i Århus. - Vi skal blive bedre til at profilere os, siger skolens rektor.
Dejan Cukic, Zlatko Buric og Janus Nabil Bakrawi.
Tre eksempler på kendte skuespillere med indvandrerbaggrund, der alle optræder jævnligt i store roller på film og teater.
Der findes flere navne, men ikke ret mange. Kun få indvandrerskuespillere finder vej til filmlærredet og scenegulvet. Og der er ikke udsigt til, at mange flere indtager den danske kulturscene, hvis man kigger på elevlisterne på landets skuespillerskoler - blandt andet skuespillerskolen i Århus.
Her blev der sidste år kun uddannet en enkelt elev med indvandrerbaggrund.
Rektor på skuespillerskolen i Århus, Eva Jørgensen, vil dog ikke have skudt i skoene, at skolerne ikke vil have unge med indvandrerbaggrund ind.
- Talent kender ingen farve, siger hun til Ritzau og tilføjer
- Når det er sagt, så kan skolerne formentlig godt blive bedre til at gøre opmærksom på sig selv i indvandrerkredse, så flere bliver klar over, at denne uddannelsesmulighed findes.