Flere i mikrofleksjob
Kommunen kalder ordningen en stor succes
Randers Kommune har siden sommeren 2013 oprettet godt 150 såkaldte mikrofleksjob til mennesker med stærkt begrænset arbejdsevne.
Stillingerne, der er på mellem 2 og 10 timer om ugen, er, ifølge kommunen, en stor succes for den enkelte - og for arbejdspladserne.
- Vi har rigtig gode erfaringer med mikrofleksjobbene. De betyder, at mennesker, der typisk har været ledige længe, men rigtig gerne vil arbejde i det omfang, de kan, nu har mulighed for det. Det har stor social værdi og er med til at skabe en positiv udvikling for den enkelte, siger Claus Omann Jensen (V), der er borgmester i Randers Kommune, i en pressemeddelelse.
- Samtidig får en række arbejdspladser løst opgaver, som giver merværdi. I Randers Kommune har det for eksempel betydet, at mange institutioner kan tilbyde en bedre service, end de kunne før, fortsætter han.
Positive tilbagemeldinger
Det er Jobcenter Randers, der hjælper arbejdspladserne med at oprette stillingerne og matcher de ledige, der er godkendt til fleksjob med de ledige stillinger. Og også de er begejstrede for ordningen.
- Det er kun meget få stillinger, som vi har måttet stoppe efter kort tid, fordi skånebehovet var for stort hos den enkelte. Men ellers er tilbagemeldingerne meget positive fra både arbejdspladserne og de medarbejdere, der er ansat i mikrofleksjobbene., siger Lisbeth Jakobsen, der er leder af fleksjob-gruppen på Jobcenter Randers.
Randers Kommune vil på baggrund af erfaringerne fortsat arbejde målrettet med mikrofleksjob. Der er således planer om, at der skal oprettes yderligere 20-30 mikrofleksjob på kommunale arbejdspladser i løbet af 2014.