Flere hjemløse katte
De østjyske internater drukner i katte
Sidste år fik 4.400 katte et nyt hjem gennem Dyrenes Beskyttelse, og ifølge foreningen har internaterne aldrig før haft så mange hjemløse katte som nu.
Tøstrup Kattehjem ved Nimtofte på Djursland er et af dem. Internatet er overfyldt og lider under seriøs pladsmangel.
- Det er jo helt vildt. Vi har fået cirka 300 flere dyr ind på et år, end vi er vant til, siger Mariann Poulsen, der er internatleder på Tøstrup Kattehjem.
Ifølge Dyrenes Beskyttelse er internaterne lige nu så presset, at situationen er uholdbar, og foreningen er ikke i tvivl om, hvad der skal til for at vende den sørgelige udvikling.
- Folk skal tage ansvar, og det må godt være nu, siger Finn Holst, der er kredsformand i Dyrenes Beskyttelse.
Fra 2013 til 2014 er antallet af hjemløse katte, som dyrenes Beskyttelse har fundet hjem til, steget med godt 700 katte.
Ifølge Mariann Poulsen har 2014 været det værste år, som internatet har oplevet, når det gælder stigning i antallet af hjemløse katte, men også kattenes tilstand er blevet forværret.
- Tendensen med de katte, som vi får ind i dag, er meget, at kattene har været efterladte, at de er ikke er blevet passet, og at de ikke har fået mad og vand, siger hun.
Ifølge Finn Holst skal der laves en lovgivning for at løse problemet fremadrettet.
- Det er simpelthen ved at lave en lovgivning, der siger, at alle katte skal være mærket, de skal være neutraliseret, og de skal være dyrlægekontrolleret, siger Finn Holst.
Du kan se mere om problemerne med de hjemløse katte i tv-indslaget øverst på siden.