Flere går på restaurant
Bestiller billigere retter på menukortet
Østjyderne går mere på restaurant end før finanskrisen, til gengæld bruger de færre penge. Det viser en undersøgelse fra hotel og restauratørernes forening HORESTA. Derfor er omsætningen for restaurant-erhvervet i Østjylland også faldet markant fra 2007 til 2009. Nærmere bestemt med ni procent.
Hvor man i gennemsnit brugte 93 kroner pr. besøg i 2007, var tallet faldet til 83 kroner i 2009, viser HORESTAs Normtalsanalyse. Derfor har det heller ikke hjulpet meget, at antallet af restaurantbesøg er steget med to procent fra 2007 til 2009. .
- Udviklingen skyldes bl.a. en blanding af økonomisk afmatning og udvikling i forbrugsvaner, forklarer formand for HORESTA Region Midtjylland, Peter Møller Laursen.
- Det er ikke kun her i Østjylland, at der bliver holdt lidt mere tilbage på forbruget. Vi oplever at danskerne generelt i dag bruger færre penge end tidligere, når de går ud og spiser. Måske køber man færre drikkevarer, måske vælger man forretten eller desserten fra.
- Samtidig har det også gjort ondt på erhvervet, at virksomhederne har skåret kraftigt ned på repræsentationsbudgetterne og flyttet møder og arrangementer hjem i egne mødelokaler, fordi erhvervskunder typisk er kendetegnet ved et højt forbrug, siger Peter Møller Laursen.
Han tilføjer, at udviklingen samtidig har betydet, at flere restauranter er blevet dygtigere til at identificere kundernes behov ved f.eks. at tilbyde et rimeligere alternativ på menukortet.
I 2009 var der 11.604 restauranter i Danmark, hvoraf 1.585 af dem lå i Østjylland.