Flere fotovogne på vejene

Politiet firedobler antallet af fotovogne

Østjyllands Politi vil i gang med at fotografere fartsyndere på alle gader og stræder i politikredsen og firedobler antallet af fotovogne i år.

I dag må politiet kun fotografere på bestemte strækninger.

- Jeg tror på, at det vil have en præventiv effekt, at der er risiko for at møde fotovognene overalt, hvor man kører siger leder af færdselsafdelingen hos Østjyllands Politi vicepolitiinspektør Kristian Thomsen til Århus Stiftstidende.

Fotovogne ved skoler

Politiet vil først og fremmest placere fotovognene på strækninger, hvor der ofte sker ulykker.

- Vi skal også være ved skolerne. Desuden ser jeg gerne, at vi er mere til stede ved vejarbejder, hvor mange desværre kører for hurtigt, siger Kristian Thomsen til avisen.

Fra lederne af politiets færdelsafdelinger er der stillet forslag om mere fleksible fotovogne.

- Nu skal der administrativt nikkes ja til, at det er det, vi gør, siger Kristian Thomsen.

På landsplan øges antallet af fotovogne fra 25 til 100.