Flere fotofælder på vejene
Østjyllands Politi går fra to fotobiler til ni
Lige om lidt er der knap fem gange så stor risiko for at man bliver fanget af trafikkontrollens fotografer, hvis man kører for hurtigt. Østjyllands Politi får nemlig syv nye fotobiler, skriver Randers Amtsavis.
Et af de indsatsområder, som regeringen har besluttet skal fremmes i 2013, er trafiksikkerheden. Det betyder, at politiet får flere fotovogne at råde over, antallet går fra godt en snes i hele landet til 100, og de er udstyret med fartradar og fotografiapparater.
I Østjylland betyder det, at politiet går fra at have to til ni vogne.
- Lige i øjeblikket køres der toholds-skift på de to vogne, vi råder over. Der er med andre ord drøn på, fordi vi er ved at uddanne personale til at betjene fotovognene, siger chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen til avisen.
Præcis hvornår, de syv nye vogne arriverer på disse kanter kan Østjyllands Politi endnu ikke oplyse.