Flere fortryder Ninus: Markant flere kæledyr indleveres til dyreværn

Det er blevet gratis at aflevere et kæledyr, man ikke længere kan eller vil tage sig af. Det har betydet et boom i antallet af kæledyr, der bliver afleveret til dyreværnet.

00:56

VIDEO: Markant flere kommer til dyreværnet med de kæledyr, de ikke længere kan eller vil tage sig af.

1. januar 2018 blev det gratis at indlevere sine kæledyr ved Dansk Dyreværn Aarhus. Det er en mulighed som siden er blevet benyttet af rigtig mange østjyder, som enten har fortrudt, at de anskaffede sig dyret eller ikke længere magter at passe det.

- Det er primært katte og kaniner, vi får ind, siger Kalle Fisker, der er formand for Dansk Dyreværn Aarhus til TV2 ØSTJYLLAND. 

- Folk ønsker sig en kanin og tror, at den ikke bliver ret gammel, men afhængig af race så kan de blive over ti år. 

Nogle kaninracer kan blive over 10 år gamle. Her er det en hollænder, der er én af de mest populære racer, når det kommer til kælekaniner.

Slut med kasser

I 2018 modtog Dyreværn Aarhus næsten 130 flere dyr end året før, hvilket svarer til en stigning på 50 procent. 

Den nye ordning betyder, at Dansk Dyreværn Aarhus går glip af en del af den indtægt, de ellers har haft. 

- Men vi er jo sat i verden for at hjælpe dyrene, så vi håber at få nogle donationer til at hjælpe os med det her, siger Kalle Fisker. 

Læs også Molly overlevede 10 måneder alene – nu leder hun efter en ny familie

Selv om ordningen smerter på økonomien, så betyder den, at flere dyr bliver afleveret på en ordentlig måde. I 2017 blev mange dyr efterladt ved dyreværnets adresse i små kasser.

- Når vi kom om morgenen, så stod der en papkasse med dyr herude eller en hund bundet til et træ. Det var jo ganske forfærdeligt, husker formanden.

Det er mest kaniner og katte, der bliver indleveret til Dyreværn Aarhus, men andre kæledyr finder også vej derud. 

10 katte afleveret

For nylig kom en ældre dame forbi med ti katte, hun ikke længere kunne tage sig af.

- Det ville før have kostet hende 7500 kroner at komme af med de katte, men vi tog dem gratis, fortæller Kalle Fisker.

Læs også 80 katte og 50 kaniner på venteliste - nu får de nyt hjem

- Det er positivt, at hun indleverer dem, siger Solveig Christensen, der er katte ansvarlig ved Dansk Dyreværn Aarhus.

Hun fortsætter:

- Hvis man skal betale mange penge for at lade andre tage sig af dem, så kan der gå lang tid, før man erkender, at man ikke længere kan overkomme ansvaret, og så får dyrene måske ikke den pleje, de har brug for. 

Flere af kattene har allerede fundet et nyt hjem.