Flere forskere på universitetet
Den nye rektor for Aarhus Universitet lancerer plan med fordobling af antallet at forskerstuderende.
Godt 100 dage efter sin tiltrædelse som rektor lancerer Lauritz B. Holm-Nielsen nu en storstilet plan for udviklingen af Aarhus Universitet. Det skriver JP Århus.
I planen indgår, at antallet af forskerstuderende skal fordobles i løbet af to år, det trængte humaniora skal tilføres midler fra det øvrige universitet, forskningsfondens input til universitetet skal øges, studie- og erhvervsvejledning skal have et kraftigt løft, og studerendes muligheder for at skræddersy tværgående uddannelser skal udvides.
Et markant mål er en fordobling af antallet af ph.d.-studerende på Aarhus Universitet. Forskeruddannelsen er det første led i fødekæden af adjunkter, lektorer og professorer, og i øjeblikket optages 200-250 ph.d'ere om året.
- Det tal skal i løbet af to år fordobles til ca. 500 ph.d.'ere, siger Lauritz B. Holm-Nielsen.