Flere er flygtet fra Risskov
Flere er flygtet fra Risskov end oplyst
Retspsykiatrisk Afdeling i Risskov erkender nu overfor dagbladet BT, at der har fundet flere fangeflugter sted i år, end tidligere oplyst.
Dermed er det tal hospitalsledelsen den 27. november oplyste i en redegørelse til Region Midtjylland altså usandt.
- Det er rigtigt, at en person den 29. oktober stikker af fra den retspsykiatriske afdeling, og jeg kan også bekræfte, at samme person igen stikker af den 3. november, denne gang med en anden patient, siger Jan Andersen, leder af lokalpolitiet i Aarhus til BT.
Farlige fanger på fri fod
De to patienter, der har været på fri fod ved rømningerne i oktober og november, er to grønlandske mænd, og er ifølge avisens oplysninger begge to dømt for drab.
Begge blev pågrebet igen ret hurtigt, men trods flugten fik den ene kort efter lov til at komme på ledsaget udgang.