Flere dømmes for vold og trusler mod offentligt ansatte

En ny opgørelse fra Rigsadvokaten viser, at antallet af domme for vold, trusler og chikane mod offentligt ansatte er steget med 27 procent på et år.

01:45

Video: Antallet af domme for vold, trusler eller chikane mod offentligt ansatte er steget markant fra 2017 til 2018. 

Det er ikke risikofrit at være offentligt ansat. Vold, chikane og trusler er desværre en del af dagligdagen for flere buschauffører, p-vagter og sagsbehandlere. 

Det seneste år er antallet af danskere, som bliver dømt for at true, chikanere eller udøve vold mod offentligt ansatte også steget markant. Det viser en aktindsigt, som TV2 ØSTJYLLAND har fået i en ny opgørelse fra Rigsadvokaten.

Læs også Se voldsom video: Kameraer hjælper p-vagter mod chikane

Konkret er antallet af domme for vold, trusler og chikane mod offentligt ansatte steget med en 27 procent på et år. Fra omtrent 2900 domme i 2017 til ca. 3700 domme året efter.

Lige nu behandler Folketinget en skærpelse af straffen for trusler, chikane og hærværk mod personer, der er offentligt ansat. Nicolaj Wammen (S) er fortaler for forslaget.

Skærpelse af straf på vej

- Det, at der er flere, der bliver dømt, viser, at det er et stort problem, siger Nicolaj Wammen (S), der er politisk ordfører for Socialdemokraterne og valgt i Østjylland.

Han står sammen med et bredt flertal af politikere på Christiansborg bag et forslag om at skærpe straffen for trusler, chikane og hærværk mod personer i offentlig tjeneste. 

Læs også Buschauffører må finde sig i spytklatter, kvælertag og stenkast

- Mange af vores offentligt ansatte bliver udsat for chikane og vold og det er helt uacceptabelt, siger Nicolai Wammen.

- Det er derfor, vi nu skærper straffene, så der bliver slået hårdere ned på dem, der gør denne her slags.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. februar 2019.

Britt Bager (V) har selv oplevet at modtage meget personlige og ualmindeligt grove beskeder fra fremmede. 

Galskab på Facebook

Også på Christiansborg har politikerne mærket den hårde tone i det offentlige rum. 

- Jeg har fået flere ubehagelige beskeder. Mest på de sociale medier men ind imellem også på mail. Facebook er virkelig stedet, hvor folk kommer af med al deres galskab, siger politisk ordfører for Venstre Britt Bager til TV2 ØSTJYLLAND.  

- Jeg har fået meget grove beskeder, hvor der stod, at der både skulle gøres det ene, det andet og det tredje ved mig. Det bliver meget personligt og ualmindeligt groft. 

Læs også Grovere tone: - Det er næsten legalt at kaste sig over pigerne

Alternativets folketingspolitiker fra Silkeborg René Gade mener, at den grimme tone skyldes sociale medier. 

- Jeg tror de sociale medier har gjort, at vi oplever det meget stærkere, at folk siger ting til hinanden, som man tænker, er meget grænseoverskridende, siger han.

Derfor skal der handling til, lyder det. 

- Vi vil simpelthen ikke acceptere, at man går ind og ytrer sig på en måde overfor offentligt ansatte i en tone, vi slet ikke kan have med at gøre uden, at det får konsekvenser, siger René Gade. 

Rene Gade(Å) fra Alternativet mener, at politikerne er nødt til at sende et signal om, at det ikke er i orden at true eller tale grimt til offentligt ansatte.

Flere politianmeldelser

Straffen for at true eller chikanere offentligt ansatte blev senest skærpet i 2016 som en del af den påkaldte Tryghedspakke. Ifølge statsadvokat Rasmus Kieffer-Kristensen er det effekten af den stramning, vi kan se nu. 

- Fra politisk side har man taget en række initiativer for at komme det her til livs. Man har skærpet lovgivningen og sat straffen op, lyder forklaringen fra Rasmus Kieffer-Kristensen.

- Vi ser flere politianmeldelser i dag om vold og trusler mod offentligt ansatte og det er faktisk en udvikling, vi har set over en årrække.