Flere cyklister ender i ulykke: Nu har politiet bødeblokken fremme

Fra 2014 til 2018 er antallet af cykelulykker steget med 22 procent. Nu sætter en ny kampagne fokus på unge, der særligt fylder i ulykkesstatistikken.

Onsdag blev 27 cyklister sigtet på halvanden time.

- Der er for mange cyklister, der kommer til skade i trafikken.

Sådan lyder det fra politiinspektøren ved Østjyllands politi, Heine Hansen, som sammen med resten af politiet og Aarhus Kommune mener, at det nu er på tide, der bliver sat en stopper for et stigende antal af ulykker blandt cyklister.

Læs også Fartdjævle blitzet – kørte 121 km/t i byzone

Derfor har kommunen og politiet her til morgen, onsdag, sat kampagnen ”Styr uden om kæmpebøder” i gang.

- Vi har en målsætning om at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken, og vi kan se i statistikkerne, at cyklisterne er overrepræsenterede, siger Heine Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Antallet af cykelulykker i Aarhus er steget fra 181 i 2014 til 220 i 2018. Det er en stigning på knap 22 procent.

00:39

VIDEO: På fire år er antallet af ulykker med cyklister steget med 22 procent.

Luk video

Unge fylder i statistikken

Kampagnen er målrettet unge, og netop derfor stod Østjyllands Politi klar med bødeblokken ved Aarhus Universitet her til morgen.

Det er nemlig særligt den unge aldersgruppe, som fylder i ulykkesstatistikken, og så gør dét det ikke bedre, at det er i efterårsmånederne, der sker flest ulykker.

Det er jo lidt træls, at jeg har fået en bøde, men jeg ved jo godt, jeg ikke må cykle på fortovet, men det gik lige hurtigere.

Signe Nøhr Villebro, studerende, Aarhus

Ifølge Østjyllands Politi er det ikke det stigende antal cykelulykker, som får unge til at overholde reglerne, men derimod er det et økonomisk rap over fingrene, som får tankerne i gang. Derfor vil politiet ramme de unge dér, hvor det gør allermest ondt – nemlig på pengepungen.

- Det er ikke bare en let måde at tjene penge på, men det er dét, vi har fundet ud af, virker på de unge mennesker, siger Heine Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Denne tese lader til at holde stik – i hvert fald når TV2 ØSTJYLLAND spørger de unge cyklister ved Aarhus universitet.

Peter Eggertsen var blandt de 27 personer, der fik en bøde onsdag morgen.

- 700 kroner er mange penge, når man kun lever af SU. Jeg håber, der er studierabat, men det er er jo sikkert ikke. Det kan godt være, det er godt nok, at vi får en lærestreg, siger Peter Eggertsen, der er studerende i Aarhus, til TV2 ØSTJYLLAND.

Han var blandt de cyklister, som fik en bøde onsdag, fordi han kørte ned ad en privat vej.

Læs også Kvinde blev meldt savnet - nu er hun fundet livløs i havn

En regn af bøder

De typiske lovovertrædelse er håndholdt mobiltelefon, kørsel mod færdselsretning, at køre over for rødt lys i stedet for det godkendte grønne lys, og så er det også cykling på fortovet.

Og netop det sidste var det gennemgående problem onsdag. I alt blev der givet 20 bøder til personer, som cyklede på fortovet. En af dem, der fik en sigtelse er Signe Nøhr Villebro, der er studerende i Aarhus.

Onsdag morgen fik to cyklister en bøde for at køre overfor rødt.

- I stedet for at vente på grønt, når jeg skal svinge til højre, så tog jeg lige et short cut over fortovet. Det er jo lidt træls, at jeg har fået en bøde, men jeg ved jo godt, jeg ikke må cykle på fortovet, men det gik lige hurtigere, siger Signe Nøhr Villebro til TV2 ØSTJYLLAND.

Østjyllands Politi havde fokus på cyklisterne i halvanden time, og det resulterede i alt i 27 sigtelser. Heraf kørte 20 på fortovet, fire cyklede over fodgængerfeltet, to kørte over for rødt lys, og en enkelt kørte i den forkerte bane. Det gav en samlet regning på 19.800 kroner.

Der sættes fokus på unge cyklisters adfærd og trafiksikkerhed de næste to uger i Aarhus.

Kampagnen ”Styr uden om kæmpebøder” varer to uger.