Flere campister vælger Østjylland

I 2007 var der 1,3 millioner overnatninger på de østjyske campingpladser. Tallet vil stige i år, vurderer Campingrådet.

Der bliver rift om pladserne på de mange østjyske campingpladser denne sommer.

Det vurderer Campingrådet, som har lavet en undersøgelse, der bekræfter, at efterspørgslen er stigende i forhold til sidste år.

I 2007 blev der noteret 1,3 millioner overnatninger i telte og campingvogne, oplyser DR Østjylland.

Hos Blommehavens Camping i Århus mærker man den stigende interesse.

- Vi har allerede nu 30 procent flere reservationer end på samme tid sidste år, siger Rikke Bendixen, der er lejrchef på campingpladsen.

Rikke Bendixen byder ind med en mulig forklaring på efterspørgslen.

-Jeg tror, det skyldes de høje benzinpriser. Folk farer ikke så meget rundt og bliver mere det samme sted, siger hun.