Flere briter til Østjylland

En halv million passagerer har nu fløjet med ruten Tirstrup-London. Det har øget antallet af britiske turister i Østjylland.

Alene i år forventer Ryanair, der flyver ruten fra Tirstrup til London Stansted, at 200.000 passagerer vil tage turen over Nordsøen.

Siden ruten startede for fire år siden er antallet af britiske turister i Østjylland steget markant. Det oplyser Tourist Århus. Antallet af hotelovernatninger i Århus er steget med 80 procent fra 1999 til 2001. Det svarer til næsten 27.000 flere overnatninger.

- Vi har stor fokus på britiske turister, og deres ønske om nye oplevelser, seværdigheder og attraktioner, siger Steen Berg fra Tourist Århus.

Adskillige britiske journalister har også besøgt Århus, og en af dem har beskrevet byen som "London på en Søndag".