Flere bilbrande i Aarhus - to mænd er sigtet

Østjyllands Politi har registreret 59 bilbrande på fire måneder.

00:22

VIDEO: Brandvæsenet slukkede en bilbrand natten til tirsdag den 8. oktober i Langkærparken. Video: Privatoptagelser

Opdatering

De to mænd var for Retten i Aarhus i dag, tirsdag. De er herefter blevet varetægtsfængslet frem til den 8. november. De kærede begge kendelsen til landsretten.

To mænd på 25 og 28 år er tirsdag fremstillet i retten i Aarhus.

De er sigtet for at have sat ild til en bil på Langkærvej i Tilst den 8. oktober.

Det fortæller Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

- Vores efterforskning har gjort, at mistanken mod dem er så begrundet, at vi mener, at de skal fremstilles med henblik på efterforskning, siger politiinspektør Brian Voss Olsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Bilbranden er bare en af en lang række af bilbrande i Aarhus den seneste tid.

Tal fra Østjyllands Politi viser, at de fra 1. juni til 30. september 2019 har registreret 59 bilbrande i politikredsen, sammenlignet med 36 i samme periode sidste år.

Læs også 59 bilbrande på fire måneder - politiet efterforsker sammenhæng

Østjyllands Politi har ifølge dem selv lavet en massiv indsats i forhold til at efterforske brandene, og det er den indsats, der gjorde, at de mandag aften og tirsdag morgen kunne anholde de to mænd.

Læs også Bilbrande hærger plaget område - endnu en bil i brand i nat

De blev fremstillet kl. 11 i retten i Aarhus, og politiet havde inden anmodet om lukkede døre.

- Vi har brug for ro til at efterforske sagen, og også af hensyn til påvirkningsrisikoen til mulige andre gerningsmænd, der må være på fri fod, siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

Støtte fra luften

Som en del af efterforskningen af bilbrandene har Østjyllands Politi de seneste dage fået hjælp fra fly.

Det skriver de i deres døgnrapport, efter de har fået henvendelser fra borgere de seneste dage, der har hørt støj fra luftrummet over Aarhus – primært i aften- og nattetimerne.

Politiet vil ikke afvise, at der også i den kommende tid vil blive anvendt flystøtte som et led i indsatsen, og Østjyllands Politi beklager den gene det kan medføre for byens borgere.

Mulig sammenhæng mellem brande

Sådan fordeler bilbrandene sig

Juni 2019:                8

Juli 2019:                 20

August 2019:           16

September 2019:    15

Tallene dækker alle bilbrande, og altså ikke kun dem, politiet vurderer er påsatte. En stor del af brandene har dog været påsatte brande i det vestlige Aarhus

Eksempler på ramte områder

Politiet efterforsker i øjeblikket, om der er en sammenhæng mellem brandene. 

- Der begynder at tegne sig et billede af, at der bliver påsat brande i biler i udvalgte områder og på bestemte tidspunkter af døgnet. Så vi er selvfølgelig interesserede i, om der kan være en sammenhæng, så vi kan finde ud af, hvem gerningsmændene er, og hvilke motiver der ligger bag, sagde Michael Kjeldgaard, politiinspektør ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

I slutningen af september opstod der brand i ni biler i det vestlige Aarhus. Foto: Privatfoto - Christian Dahlerup

Ikke større konflikt

Politiet sagde ligeledes den 8. oktober, at det ikke nødvendigvis er det samme motiv, der ligger bag alle brande.

- Vi har på nuværende tidspunkt ikke belæg for at sige, at det er en kamp om territorium eller en opblussende bandekrig, sagde Michael Kjeldgaard, politiinspektør ved Østjyllands Politi

Politiet mener altså, at det på nuværende tidspunkt er for tidligt at drage konklusioner, men som eksempler på mulige motiver nævner politiinspektøren dog forsikringssvindel og hærværk.