Flammekastere i forklædning
Brand og Redning advarer mod ukrudtsbrændere
Brand og redning i Skanderborg udsender advarsel mod uforsigtig omgang med ukrudtsbrændere.
- Det er flammekastere i forklædning, advarer viceberedskabschef Anders Enggaard i en pressemeddelelse.
Baggrunden er en brand i et udhus på Sølystvej i Skanderborg, som ejeren dog havde fået nogenlunde kontrol over med vand fra en haveslange inden brandvæsenets ankomst.
Værre gik det i Silkeborg for et par uger siden, hvor en kun 10 år gammel villa brændte ned til grunden på en times tid, og en familie mistede alt. Også her var det en ukrudsbrænder i et udhus, der var årsagen.
Brand og Redning i Skanderborg giver disse gode råd om brug af ukrudtsbrændere:
Ukrudtsbrændere
Før du går i gang:
- undgå brug af brænderen i tørkeperioder og i blæsevejr
- sørg for at have brandslukningsudstyr i nærheden, gerne i form af en haveslange, som er tilkoblet en tændt vandhane
Mens du arbejder:
- hold altid øje med flammen og forlad aldrig en tændt brænder
- hold afstand til bunker af tørre blade, som let antændes
- brug aldrig brænderen i nærheden af huse, garager, buske og biler m.v.
- lad ikke børn komme i nærheden af en tændt eller varm brænder
Bagefter:
- efterlad ikke gløder eller ulmende planterester
- efterlad ikke en varm brænder i nærheden af brandbare ting