Flæskesteg og frikadeller i massevis: Dansk takeaway vinder frem

Vi er ved at få nok af pizza og kebab og søger nu tilbage til de danske madklassikere. Det oplever de i hvert fald hos to restauranter i Randers.

02:07

VIDEO: For flere og flere skal det sprøde i aftensmaden være flæskesværene frem for pizzaskorpen.

De fleste må nok erklære sig skyldige i en gang imellem at springe madlavningen over og i stedet bestille en pizza til aftensmad.

Men noget tyder på, at vi efterhånden er ved at få nok af pizza og kebab og i højere grad foretrækker at spise danske klassikere som flæskesteg eller frikadeller.

Læs også Frank laver sjov med kræft for at bryde tabuer

- Dansk mad er jo eksklusivt. Vi har i mange år været vant til, at vi kunne tage på grillbar, pizzeria eller burgerbar og få amerikansk og italiensk mad, men vi har opdaget, at det ikke behøver at tage en krig eller koste en bondegård for at tilberede noget mad af danske råvarer, siger Bettina Buhl, der er museumsinspektør og madhistoriker på Det Grønne Museum.

Hos restauranten Livretten i Randers har de i 21 år serveret dansk mad, som man kender det. Og de kan godt genkende den tendens, Bettina Buhl fortæller om.

Jeg kan personligt godt selv lide at spise pizza og burger, det er slet ikke det. Jeg føler bare, at der mangler et andet alternativ.

Bjarke Belmann, medejer, Restaurant Sovsen, Randers

- Der er godt gang i salget af det i hvert fald. Vi mærker også en tendens til, at folk godt vil give lidt mere for tingene og betale lidt for kvalitet, siger Ryan Fjeldsted, der er medejer af restauranten, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er altså ikke nødvendigvis, fordi at folk ikke kan lide fastfood længere, men måske skyldes den stigende efterspørgsel på dansk mad nærmere, at vi har fået øjnene op for, at der også findes andre slags takeaway.

Brunede kartofler eller pommes frites? For flere og flere er førstnævnte det foretrukne.

Det var tanken bag restauranten Sovsen, der åbnede denne weekend i Randers. Ligesom Livretten serverer de klassisk dansk mad.

- Jeg kan personligt godt selv lide at spise pizza og burger, det er slet ikke det. Jeg føler bare, at der mangler et andet alternativ, siger Bjarke Belmann, der er medejer af Sovsen i Randers.

Flæskesteg er en storsællert hos Livretten i Randers.

Dansk madkultur kan meget mere

Og der har han måske fat i noget af det rigtige, hvis man spørger madhistorikeren.

- Vi er vi jo tilbage til at blive nysgerrige på dansk madkultur, som kan så meget mere. Som handler rigtig meget om gode, gedigne, danske råvarer. Det er lige så eksklusivt, som da vi andre i vores barndom kastede os over en pizza, siger Bettina Buhl til TV2 ØSTJYLLAND.

På den nyåbnede restaurant, Sovsen, håber de, at randrusianerne vil give dem en chance.

Og hun er ikke den eneste, der mener, at den danske mad kan noget særligt. Hos Livretten nyder de i hvert fald godt af danskernes genopdagede interesse for deres egen madkultur.

- Jeg tror, der bliver ved med at være efterspørgsel efter det. Vi har i hvert fald ikke tænkt os at lave om på det, så vi bliver ved med at lave det, så længe vi kan holde til det, siger Ryan Fjeldsted.

Bettina Buhl er madhistoriker, og ifølge hende er vi igen blevet nysgerrige på den danske madkultur.

Med mere end 20 år på bagen er tilliden til den danske mad altså stor på Livretten. Sovsen er en noget yngre restaurant, men heller ikke her er der meget usikkerhed at spore omkring de danske retter.

- Jeg håber bare, at folk vil prøve det og finde ud af, at det sådan set er lækker mad. Så er jeg sikker på, at så kommer de tilbage helt af sig selv, siger Bjarke Belmann til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er især de seneste 10 år, at den danske mormor-mad er blevet mere efterspurgt, og det kan måske også være en modreaktion på den til tider lidt for travle hverdag.

Læs også Tusindvis følger apotek på arabisk: Politiker frygter glidebane

- Vi kender smagen af fastfood, og vi er vilde med det, vi kender. Men der er tider i vores hverdag, hvor det skal gå stærkt, og vi skal finde de nemme løsninger for at få lidt overskud, og så er der de tidspunkter, hvor vi forkæler os selv og hinanden, siger Bettina Buhl til TV2 ØSTJYLLAND.