Fjerde person anholdt i sag om knallertdrab
Endnu en anholdt i sagen om de unge, der kørte over for rødt i en stjålet bil og dræbte en 15-årig knallertkører i Århus.
Østjyllands Politi oplyser, at de har anholdt en fjerde person, der sad i den stjålne Seat Altea, da en kun 15-årig knallertkører fra Harlev blev dræbt i sidste måned.
De fem passagerer i bilen stak efterfølgende af fra stedet. Tre af dem meldte enten sig selv eller blev anholdt kort efter, men to - en mand og en ung kvinde - har siden været efterlyst.
Nu er det så lykkedes at finde frem til bilens fjerde passager, en 27-årig mand, som blev fundet i sin venindes lejlighed.
Manden er nu afhørt og løsladt igen. Politiet oplyser, at man afventer resultaterne fra en række tekniske undersøgelser, som skal kaste endnu mere lys over sagen.
Politiet har endnu ikke fundet den femte passager. Hun beskrives som 18-25 år, 160 cm høj, og så har hun halvlangt eller langt mørkt, måske sort hår.
Politiet har i tidligere efterlysninger beskrevet kvinden som lyshåret, men det stemmer altså ikke.