Fixerum hos Kirkens Korshær
Rådmand peger på varmestue
Det skal være trygt at være stofmisbruger og samtidig være mere hygiejnisk for at forebygge sygdomme. Derfor arbejder Aarhus Kommune lige nu for at finde en løsning med at etablere et stofindtagelsesrum - også kaldet fixerum.
Socialrådmand Hans Halvorsen vil nu indstille til Byrådet, at der bliver etableret et fixerum i Kirkens Korshærs lokaler i Nørre Allé 25.
- Mange af de misbrugere, som stofindtagelsesrummet retter sig imod, har allerede i dag deres daglige gang i Kirkens Korshærs lokaler i Nørre Allé 25. Derfor giver det rigtig god mening, at etablere tilbuddet der - også af hensyn til beboerne og de forretningsdrivende i området. Ved at flytte stofindtagelsen inden døre kan vi nemlig i langt højere grad holde kanyler og sprøjter væk fra gadebilledet, siger socialrådmand Hans Halvorsen i en pressemeddelelse.
Fordele ved fixerum
Aarhus Byråd besluttede i februar at oprette et fixerum, så nu mangler bare de nærmere omstændigheder at komme på plads.
Erfaringer fra København og udlandet viser, at et sikkert sted at indtage stoffer kan redde liv og skabe mindre uro og færre kanyler i gadebilledet.
- Stofindtagelsesrum fungerer som et "helle" for stofmisbrugerne, som kan indtage deres stoffer under sikre og hygiejniske forhold. Det sundhedsfaglige personale på stedet tilser, at brugernes indtagelse af stoffer ikke medfører skader og infektioner, og de træder til med akut hjælp ved eventuel overdosis. Personalet på stedet får også en meget vigtig rolle som brobyggere til vores misbrugsbehandling, så flere misbrugere motiveres til behandling, siger rådmand Hans Halvorsen i en pressemeddelelse.
Kommunen vil indgå i et tæt samarbejde med Østjyllands Politi, beboere og forretningsdrivende i området omkring Nørre Allé i forbindelse med etablering og drift af fixerummet.