Fixerum er en succes
Stofmisbrugere får hjælp
Nyt fixerum i Aarhus er en succes.
Fixerummet til stofmisbrugere på Nørre Allé i det centrale Aarhus åbnede 1. november 2013, og dengang var det genstand for en voldsom debat, hvor blandt andre Jette Skive (DF) var stor modstander af fixerummet.
Fixerummet er det første kommunale af sin slags i Aarhus, og ifølge Kirkens Korshær, der samarbejder med Kommunen om driften af det, er det en ubetinget succes.
- Først og fremmest er vi rigtig glade på vores brugeres vegne, fordi det har vist sig at være det, som vi havde håbet på. Nemlig et sted, hvor mennesker kan få lov at komme i stedet for at sidde i baggårde og trappeopgange og alle mulige andre steder for at indtage deres stoffer, siger Morten Aagaard, der er leder af Kirkens Korshær i Aarhus.
Politikerne i Aarhus havde dengang regnet med, at 75 misbrugere ville bruge rummet. Tallet er nu 150 allerede efter et halvt års tid.
Ligeledes har misbrugere to gange været tæt på at dø, men de blev reddet af personalet i fixerummet, ligesom syv personer er kommet i misbrugsbehandling via fixerummet.
Jette Skive (DF), der er rådmand for Omsorg og Sundhed i Aarhus Kommune, fastholder sin modstand til fixerummet.
Snart skal det besluttes, om Kommunen vil fortsætte med at bruge penge på projektet.
Mandag aften klokken 19.30 er Jette Skive og Jan Ravn Christensen (SF) gæster i studiet her på TV 2 | ØSTJYLLAND for at debattere fixerummet og dets fremtid. I indslaget over artiklen er bid af interviewet med Morten Aagaard fra Kirkens Korshær.